Nanna

Jeg er specielt glad for at være i Børnehuset Hellebæk, på grund af nærheden og nærværet med børnene, forældrene, kollegaerne, lokalmiljøet og naturen. Huset emmer af hjertevarme og hjerterum, for mig er det som at komme hjem hver dag. Det er her i Hellebæk jeg er vokset op og Hammermølleskoven er mit barndomshjem, hvor jeg har lært at synge med fuglene, klatre med egern, gå på opdagelse med rævene og danse med bladene i efterårsvinden - med Børnehuset Hellebæk har jeg mulighed for at give den glæde og kærlighed videre til børnene.

I det pædagogiske arbejde er jeg særligt optaget af, hvordan vi igennem trygge relationer kan udvikle os til hele mennesker, med mod og lyst til livet. Det er mit mål at hjælpe med at skabe grobund for børnenes mulighed for at nå deres fulde potentiale, og blive aktive deltagere i deres eget liv, og derved på sigt i samfundet. Derudover er jeg særligt optaget af sanseintegration, og læring gennem kroppen.